Ryggen brød de sølvglinsende bølgetoppe. Jakob snappede luft gennem snorklen, tjattede med svømmefødderne og forsvandt. Mads sad i brændingen og betragtede sin ven. Humørsvingningerne var væk, sådan havde det været i nogen tid.
Dagene flød ud. De havde lejet et par scootere og fræset klippeøens grusveje op, spejdende efter dykkeværdige laguner. Ved Erassos fandt de koraller, og ud for Sigris borgruin myldrede havbunden med potteskår. På afstikkeren til Patmos var der gået kuk i timeplanen, og de måtte overnatte på en forlist færge. Så længe der var smøger og ouzo …
Det kunne ses, at Lesbos tiltrak masser af lesbiske. Kvinderne valfartede dertil fra Europa og Tyrkiet, få timers sejlads derfra. Sådan havde det været, siden digterinden Sapfo havde skrevet om sin lidenskab for andre kvinder for seksogtyve hundrede år siden.
»Vi dykker i et homoseksuelt epicenter,« jokede Jakob, mens han forsøgte at få flamme på lighteren. Cigaretten med frisk saltvand på læberne var og blev den mest magiske.
De sluttede aftenerne af med en blodig dyst 500, kun afbrudt af Jakob, der tog notater og stillede opfølgende spørgsmål. Midtvejs i uge to gik der en prås op for Mads. Hjemme i Danmark havde klanmedlemmerne diskuteret, hvorfor Jakob tog sig så absurd god tid, når han gik på toilettet. Først havde de mistænkt ham for at sniffe kokain på lokumsbrættet, men noget havde ikke hængt sammen. Jakob ville ikke ofre, hvad den slags kostede, han holdt sig fra hårde stoffer og virkede ikke spor speedet, når han vendte tilbage.
Nu var koden knækket. Mads så det for sig – hvordan Jakob sad på tønden og nedgriflede anekdoter fra sine venners vilde ungdom. Alt gav pludselig mening: de mange besøg i Aalborg, trangen til at vide, hvem der gjorde hvad, og hvornår de gjorde det …
»Er det Aalborghistorier, du skriver på?«
Ordene fløj ud af hans mund.
»Det gør jeg jo nok,« svarede Jakob.
Det var en ren tilståelsessag. Han var langt med en roman, og Mads
ville kunne nikke genkendende til “en hel del”.
»Phew,« fnyste Jakob. Han var lyst op i et bredt smil. »Det føles godt at kunne sige det højt.«
På den sidste dag skridtede han hvileløst omkring på verandaen:
»Hvad sker der med dig?« spurgte Mads.
»Jeg har skrivekløe.«
Sommerhuset i den søvnige fiskerby tilhørte Jakobs faddere, og de fandt frem til gæstebogen. Feriereferatet kom til at fylde tre sider og blev afsluttet med en selvtillid, som var ny:

På computerskærmen i soveværelset sad en gul Post-it:
Jakob troede ikke på guddommelig indgriben. Inspiration var noget, der skulle arbejdes frem.
»Det værste, man kan miste, er sit momentum,« sagde han.
Tre-fire dage efter det første favntag med en tekstklump søgte han tilbage og skrev den igennem – filtrerede svage sætninger, svinkeærinder og slåfejl fra.
Han fortalte videre fra det sted, han var nået til, blev ved, til han atter mistede tempo. Herefter fulgte nok en gennemskrivning. Først når han havde destilleret sig ind til kernen, blev Muff involveret. Jakob kaldte ham for sin “førstelæser”, og mens førstelæseren læste, fortsatte forfatteren med nye stykker, der gennemgik samme filtreringsproces. Det var en effektiv tilgang til stoffet, og med et år på bagen var manuskriptet oppe på at fylde fire hundrede sider. Jakob var drønet derudad lige siden bogmessesnakken med Henrik List.
»Det var rimelig syret, nærmest som tankelæsning,« havde Jakob sagt. »Han anbefalede mig at gøre det, som jeg akkurat var begyndt på.«
Åbningen på den første af romanens tre dele, “Junkiehunde”, var det mest markante aftryk, Muff havde fået lov at sætte. Oprindeligt lod Jakob døren gå op til pusherparret Maria og Asgers bule, hvorefter de døsige hverdagsrutiner udfoldede sig: formiddagsrygeren, stamkunderne, der daffede forbi, og rottweilerne, som opførte sig stadig mere suspekt.
Muff efterlyste uro og energi, som kunne suge læseren ind:
»Hvad med at begynde på Staden? En scene, hvor Maria er ovre efter nye forsyninger? Så bliver det heller ikke rendyrket Aalborg. De her miljøer findes jo overalt.«
Den næste dag havde Jakob taget fat i Sigurt. Han blev introduceret til en gammel 1000fryd-aktivist, der solgte fed på Pusher Street.
Pludselig spillede det. Da Maria stod med ryggen mod muren, med maveskindet foret med hashplader og en narkohund oppe i ansigtet, havde Jakob fundet på noget genialt. Pusherfrauen afledte køteren med det blodige menstruationsbind, som hun rev op af mormortrusserne og kylede fra sig.
»Hvordan føder man så syg en tanke?« ville Muff vide.
»I Tanzania læste vi alt af Harold Robbins. Jeg tænkte bare: “Hvad ville Harold gøre?”«
Muff kendte Robbins. Den vulgære amerikanske bestsellermaskine hørte til i en anden boldgade, en anden dimension, end førstelæserens seneste anbefaling til sin forfatter: Dostojevskijs Idioten. Der var ingen fine fornemmelser hos Jakob, og det var en god ting.

Han havde lovet at agere arkivar for Jakob. Opgaven gik ud på at samle og printe de notater, som blev mailet hjem fra Afrika:
»Ikke noget med at smugkigge,« var der blevet sagt.
Sigurt kunne ikke helt holde, hvad han havde lovet, men tekstbidderne var for indforståede til for alvor at give mening. De vekslede mellem dansk og engelsk og smed om sig med eksotiskklingende stednavne. Han ville til hver en tid foretrække de kortere fællesmails, der også var begyndt at dukke op …